“I er jo også to”

Posted on
Foto: Marianne Post

Thomas og jeg var til forældremøde i sidste uge. Og også i denne uge, sådan er det jo, når man har to skolebørn.

 

Anyway, i sidste uge skulle vi blandt andet snakke om forældrerådet. Det kniber lidt med at rekruttere forældre til den tjans. En af forældrene – som i øvrigt har taget sin tørn i forældrerådet de sidste mange år, stor respekt for det – sagde, at det jo er et fælles ansvar at få fællesskabet til at fungere, og at regnestykket i virkeligheden er meget simpelt:

Vi ved, hvor mange år, ungerne skal gå i skole. Vi ved, hvor mange unger, der er i klassen. Vi har besluttet, at der helst skal være fem forældre i forældrerådet. Ergo kan vi jo regne ud, hvor mange år, vi hver især skal lægge i rådet, for at det går op.

 

Og så begyndte folk ellers at fortælle, hvor pressede de er i hverdagen. Nogen studerer, andre har en mand, der sejler, andre har ingen pasningsmuligheder lige i nærheden osv. Jeg krympede tæer og tænkte, at det fanme ikke er rimeligt, at man skal sidde og argumentere for, hvorfor man ikke har energi til at indgå i et forældreråd.

Her er det så, at Thomas rækker  hånden op og fortæller, at han har fået fire blodpropper, og derfor synes han ikke, at han vil påtage sig opgaven.

 

Svaret fra den forælder, der fremlagde regnestykket, kom prompte: “I er jo også to”.

Jeg blev helt paf. Jeg sagde eller gjorde ikke noget. Jeg var mere eller mindre lammet. Da jeg kom hjem, skænkede jeg mig et stort glas vin – og så ét til. Og så blev jeg vred.

 

Der er ingen – INGEN – der ved, hvordan vi har det herhjemme. Der er ingen – INGEN – der kan tillade sig at gøre sig til dommer over, hvordan vi bør prioritere vores tid.

Jeg er helt enig i, at vi alle sammen har et kollektivt ansvar for at få fællesskabet til at fungere. Lige nu arbejder både Thomas og jeg så hårdt på at få vores fællesskab herhjemme til at fungere, at det vil være direkte uansvarligt over for vores børn og vores ægteskab, hvis vi påtager os forpligtelser, der ikke direkte handler om vores families overlevelse.

 

Men jeg sagde jo ikke noget på forældremødet. Og det ærgrer mig egentlig lidt i dag. Men helt ærligt, så ved jeg ikke, hvad jeg skulle have sagt. Jeg har stor respekt for de personer, der har tid og lyst og energi til at være en del af et forældreråd, og som ukueligt arrangerer søndags-rundbold for vores unger, og som køber fodbolde og høretelefoner til klassen.

 

Er det for meget forlangt at respekten også går den anden vej?

7 thoughts on ““I er jo også to”

  1. Der er ingen der skal sætte sig til dommer over hvad andre lægger deres kræfter i indefor deres eget hjem. Nu har jeg selv siddet i forældrerådet i mange år og har ikke mødt meget andet end brok, over det vi i sin tid fandt på for børnenes skyld.
    Ikke nok med at man skal finde tiden, så skal man også finde sig i brok fra diverse forældre, det kræver altså noget og føler man ikke man kan eller vil det så er det faktisk helt i orden at sige fra. Om man er 2 eller ej er sagen uvedkommende, et nej er et nej, der er ingen der skal retfærdiggøre deres valg overfor “fremmede mennesker”.

    1. Tak for din kommentar 🙂 Jeg ved godt, at det til tider er VIRKELIG utaknemmeligt at være aktiv i frivillige ting, og jeg har stor respekt for de forældre, der har tiden og lysten til at være en del af forældrerådet. Jeg har selv været med til at opstarte en forening og lukke den igen efter nogle år, fordi der ikke var nogen, der havde lyst til at stille op til bestyrelsen. Og sådan er det… hvis kræfterne ikke er der, så er de der ikke.

  2. Kan du ikke dele din fine blog med dine med-forældre i klassen? Jeg vil tro, at det giver større forståelse…
    Kh Karen

    1. Jo, det har du sikkert ret i. Samtidig kan jeg se på antallet af interaktioner, at jeg har ramt en mere eller mindre universel debat… God weekend!

  3. Hvor er det godt skrevet. Jeg kan ikke være mere enig….
    måske endnu et bevis på hvor forskellige vi er ift overskud, interesser og opdragelse som på en eller anden måde sniger sig ind i børnene og kommer til udtryk i deres dagligdag.

    1. Tak, Linda 🙂 Og ja, vi er forskellige. Heldigvis. Stor respekt til de forældre, der har tid og lyst til at være en del af forældrerådet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *