Rasmus

Den udvidede familie

Posted on
Rasmus
Rasmus i Aarhus

Jeg har fået mange reaktioner i forlængelse af det blogindlæg, jeg skrev forleden (http://evakristina.dk/2016/10/13/bonus-familie-tryk-paa-bonus/). Flere af de private kommentarer, jeg har fået, handler om de dilemmaer og udfordringer, som den “udvidede familie” oplever, når nogen beslutter at bringe en familie sammen.

Der er sikkert en eller anden socialpolitisk definition på, hvad der kendetegner en familie, men jeg tror ikke, at familie er spørgsmål om definition. For mig er familie en følelse af samhørighed, og den ophører altså ikke automatisk, fordi nogen flytter ud – og den ankommer heller ikke med flyttelæsset, når en anden person flytter ind.

I mit tilfælde dækker “den udvidede” familie over min mor, mine søskende, Thomas’ forældre og søskende, mostre, fætre og så videre og så videre. Det er ikke bare min og Thomas’ lille kerne, der har været berørt af vores familiesammenføring, det er også alle de andre omkring kernen. Man kan ikke tvinge folk til at kunne li’ hinanden, og jeg tror, at det er vigtigt at give plads til, at alle kan få lov til at finde ro med en ny familiekonstellation.

Og hvordan giver man så ro? For mit vedkommende har det handlet om at skrue lidt ned for forventningerne. Jeg har ikke haft en forventning om, at vores familier skulle knuselske hinanden fra første færd, men jeg er til gengæld blevet meget positivt overrasket over, at det mere eller mindre har været tilfældet.

Jeg har forsøgt at lade være med at stoppe min “nye” familie ned i halsen på min “gamle” familie, som i denne sammenhæng er mine søskende og min mor. Helt konkret har jeg forsøgt at lade være med at diktere, hvornår de skulle møde Mads og Rasmus. De første fødselsdags- og middagsinvitationer, efter at jeg var flyttet sammen med Thomas, var meget i retning af, at “I er velkomne, men det er også OK, hvis I ikke kan den dag”.

Jeg var også meget bevidst om, at Mads og Rasmus skulle have mulighed for at sige til og fra i forhold til at møde min familie, og det første lange stykke tid var det helt op til dem selv, om de ville invitere “min” familie til deres fødselsdage (det ville de gerne, for så fik de flere gaver 🙂 ), og de har også lov til at sige nej tak til at deltage i arrangementer i min familie. Jeg ved ikke, om det var selve muligheden for at sige nej, der var den udslagsgivende faktor,  men faktum var i hvert fald, at både Mads og Rasmus og min familie var ved at dø af nysgerrighed, og at de hellere end gerne ville mødes.

I mit professionelle liv gør jeg en del ud af at pleje mit netværk. En stor del af det handler om at introducere personer for muligheder og folk, som de ikke kender. Man kan ikke styre, om der kommer noget konstruktivt ud af den forbindelse, man skaber, det må være op til folk selv.

I princippet har jeg forholdt mig på samme måde over for mine bonusbørn og min “gamle” familie. Jeg har introduceret dem for hinanden, og jeg har givet dem muligheden for at lære hinanden at kende, men jeg synes ikke, at jeg har været i nærheden af at kræve, at de skulle opbygge en solid relation. Men det er faktisk lige præcis det, der er sket. Mads og Rasmus har været på ferie hos Mormor Eva både sammen og hver for sig, og også mine søskende har et nært forhold til begge drenge.

Jeg var nok lidt bekymret for, hvordan min mormor ville reagere på nyheden om, at jeg havde fundet en mand med to børn, men hun blev meget begejstret og ræsonnerede hurtigt og bramfrit, at når han to gange havde bevist, at han var i stand til at få børn, ja, så fik hun nok også snart nogle oldebørn. (Og det fik hun så ret i.) 

Jeg er stadig den dag i dag meget imponeret over, hvordan min mor og mine søskende har taget imod Mads og Rasmus – og omvendt. Jeg ved ikke, om det skyldes held, god timing eller noget helt tredje. Og jeg er også ret ligeglad. Det virker. Og det føles rigtigt. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *