Rasmus og Anemone

Bonus-familie med tryk på bonus

Posted on

Det er snart 10 år siden, Mads og Rasmus kom ind i mit liv. Jeg var ikke synderligt begejstret over udsigten til at blive stedmor, papmor eller bonusmor til to drenge på 8 og 12 år, faktisk var jeg pissebange. Jeg var pissebange for det ansvar, der følger med, når man involverer sig i børns liv, og jeg var bange for, om jeg kunne finde min plads i en familie, der ikke havde været min fra begyndelsen.  

Thomas var parat til at lade mig møde drengene længe før, jeg blev klar. Vi havde været kærester i flere måneder, og jeg havde mødt store dele af Thomas’ øvrige familie, før jeg tog mod til mig og sagde ja til at møde Mads og Rasmus.

Jeg kan tydeligt huske den sensommeraften i 2007, da jeg parkerede min røde Renault Clio ude foran Thomas’ gule murstenshus. Mine knæ var på køreturen fra Odense til Svendborg nærmest blevet forvandlet til gummi, og jeg kunne næsten ikke trække vejret.

Grunden til min nervøsitet var, at jeg for det første var klar over, at jeg var voldsomt forelsket i en mand, der var far til to drenge. Og dernæst var jeg meget afklaret omkring, at jeg kun ville være del af en familie, hvor alle følte og føler sig velkommen. Jeg ville ikke med vold og magt mase mig ind i en familiekonstellation, hvis det betød, at det ville blive svært at være barn eller voksen i den familie.

Heldigvis blev min frygt gjort til skamme. De to lyshårede drenge, der åbnede døren den aften, var både dengang tilbage i 2007 og i dag nogle varme, smilende og nysgerrige drenge, som gang på gang beviser, at de har så solidt et fundament, at de er fuldt ud i stand til at åbne døren for både mig, min familie og senere deres små søskende.

Jeg tror, at drengenes mor spiller en stor rolle i denne sammenhæng. Jeg kan også tydeligt huske første gang, jeg mødte hende. Det var en eftermiddag, og af en eller anden årsag var jeg alene hjemme i Thomas’ hus. Drengenes mor var blevet forsinket og kunne ikke hente Mads og Rasmus i sfo’en, og derfor gik de hjem til mig. Både Mads og Rasmus var totalt rundt på gulvet over, at deres mor måske skulle stå ansigt til ansigt med deres fars nye kæreste, og på et tidspunkt sagde Mads, at de bare kunne tage deres jakker og tasker og stille sig ud i indkørslen – så vi var fri for konfrontationen. Det var ikke de ord, han brugte, men det var helt sikker det, der var essensen.

Jeg nåede ikke at svare, før det ringede på døren. Drengene kiggede på mig med store øjne og tilbageholdt åndedræt. Jeg bad dem om at tage det heeeelt roligt, og så prøvede jeg at sige til mig selv, at jeg bare skulle tage det roligt. Da jeg åbnede døren, sagde drengenes mor hej, gav mig hånden og fortsatte: “Jeg tænkte, at jeg lige ville sige hej, for drengene siger så mange pæne ting om dig. Derfor ville jeg bare lige hilse på!”.

Vi er ikke skole-eksemplet på en sammenbragt familie, langt fra. Der er også lortedage på Walkendorffsvej 41, og der er dage, hvor vi kommer for sent ud af sengen, råber af hinanden og spiser pandekager med is til aftensmad. Jeg tror ikke på, at den perfekte familie eksisterer. Men jeg er fuldstændig overbevist om, at den tillid, som både drengene og deres mor har vist mig, har været afgørende for, at Thomas og jeg har kunnet skabe en god base for alle vores fem unger.

Jeg kan jo ikke vide, om Mads og Rasmus om 5-10 år får brug for at gå i terapi for at bearbejde diverse traumer, som jeg har forårsaget. Men hey, jeg kan heller ikke garantere, at Andreas, Johanne og Anemone ikke får brug for samme traumebearbejdning, når de bliver voksne.

Jeg har spurgt Mads og Rasmus, om jeg må omtale dem på min blog. De har begge givet lov. Jeg har også spurgt, om de vil læse denne tekst igennem inden offentliggørelse. Dertil har de svaret henholdsvis:

“Nej nej, det er fint, du gamle”

og:

“Du må skrive, lige hvad du vil. Stoler på, du skriver noget fornuftigt.”

Det er da en tillidserklæring, man kun kan være glad for, ik? Altså bortset fra bemærkningen om, at jeg er gammel 🙂

Mads student 2015
Da Mads blev student i 2015, var det Andreas og Johanne, der gav ham huen på.
Rasmus og Anemone
Rasmus og Anemone på legepladsen ved Smørmosen Camping, sommeren 2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *