Løftet til mini-mig

Posted on

Kan du huske dengang, dine forældre bare opførte sig helt vildt uretfærdigt, urimeligt og åndssvagt? Dengang de sagde nej til dit ønske, uden at høre på de argumenter, du havde øvet dig på at fremføre?

Jeg kan tydeligt huske, at jeg allerede fra 4-5 års alderen havde et brændende ønske om at få huller i ørerne. Jeg ville så gerne gå med smukke øreringe, ligesom min mor gjorde og i øvrigt stadig gør. Jeg plagede og plagede. Og jeg prøvede at forklare min mor, at jeg nok skulle styre det uden at få betændelse i hullerne, men hun var hverken til at hugge eller stikke i. Jeg plagede i flere år uden succes.

En eftermiddag – jeg tror, at jeg har været 8 eller 9 år, var jeg med min mor ude at købe tøj til hende, før hun skulle til en firmafest med min far. Min mor brugte lang tid i prøverummet, og jeg brugte tilsvarende lang tid på at beundre den store trææske med klips-ørenringe, der stod på et lille bord lige uden for prøverummet. Da vi nogle timer senere kom hjem fra vores indkøbstur, havde min mor købt en fin kjole – vist nok en knaldrød en af slagsen. Og jeg havde begået mit første og eneste tyveri.

Jeg kan tydeligt huske min mors ansigt, der nærmest krakelerede, da jeg viste hende de smukke, smukke koboltblå øreringe, der i butikken havde fundet vej fra æsken på bordet, til min hånd, og videre ned i min jakkelomme. Min mor spurgte selvfølgelig, hvor øreringene var fra, og jeg kom med en lidet troværdig forklaring om, at jeg havde fået dem af en pige i skolen. Jeg kunne dog ikke lige huske navnet på pigen, og min mor mente på det bestemteste, at hun havde set præcis de øreringe i den butik, hvor hun få timer forinden havde købt sin kjole.

Om aftenen, da jeg var blevet puttet, fortalte hun min far om min misdåd. Jeg smuglyttede, og jeg ved ikke, om det er korrekt, eller om min hukommelse spiller mig et puds her, men jeg mener bestemt, at min mor græd og sagde “Jeg skulle bare have ladet hende få huller i ørerne”.

Jeg kom aldrig til at gå med de smukke koboltblå, elipseformede klips-ørenringe. På et splitsekund overgik de fra at være smukke til at være et meget farvestrålende bevis på min dårlige samvittighed, og dagen efter tyveriet pakkede jeg dem fint ind i et stykke køkkenrulle og smed dem i skraldespanden. Som jeg husker det, pakkede jeg også mine plagerier om at få huller i ørerne væk.

Da jeg efter nogle år genvandt modet til at spørge min mor, fik jeg faktisk lov til at få huller i ørerne, og jeg var pavestolt, da jeg kom hjem med stjerneformede ørestikkere i øreflipperne. Jeg kom også hjem med et løfte til mig selv om, at hvis jeg nogensinde fik en datter, så skulle hun have lov til at få huller i ørerne, når hun var klar.

Det er nok et års tid siden, at en dengang 4-årig Johanne begyndte at spørge om, hvornår hun måtte få huller i ørerne. Thomas og jeg har i begyndelsen svaret lidt undvigende, “Det må vi lige se på”, “Det kan ikke blive lige nu” og så videre. For et par måneder siden så jeg en pige på Johannes alder, der havde huller i ørerne. Jeg spurgte pigens mor, om det havde givet problemer – slet ikke, var svaret.

Vi har også været igennem hele det her med, at det jo kan gøre ondt at få skudt en piercing i ørerne, men Johannes argument har været, at når hun kunne få taget en blodprøve uden at kny eller spænde så meget som én muskel, så kunne hun nok også holde til at få huller i ørerne. I øvrigt informerede hun os om, at hun havde snakket med den lidt ældre kusine Sarah, som havde fortalt, at det ikke gjorde mere ondt end at blive vaccineret.

Forleden ringede Thomas til en guldsmed og spurgte om aldersgrænsen for at få huller i ørerne. 5 år, var svaret. I øvrigt var det en god idé at bestille tid, mente guldsmeden. I dag var Johanne med i butikken for at bestille tid til at få huller i ørerne.

“Er du sikker på, at du vil det her?”, spurgte både Thomas og jeg.

“Ja”, lød svaret prompte, hvorefter guldsmeden sagde, at det kunne hun da vist godt nå inden lukketid.

“Vil du have huller i ørerne nu?”, spurgte Thomas.

“Ja”, lød svaret igen prompte.

I dag indfriede jeg løftet til mini-mig om, at min datter skulle have lov til at få huller i ørerne, når hun var klar. Jeg ved ikke, om hun kan styre det – måske går der betændelse i? Måske hænger blusen fast i et ømt øre i morgen tidlig? Måske glemmer hun at passe hullerne, så de vokser sammen igen? Eller måske har jeg sparet hende for den dårlige samvittighed, der følger efter et butikstyveri? 

14075196_10209487688965093_2009884014_o14075168_10209487686965043_563531199_o 14087494_10209487688325077_1579664865_o

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *