Det, som ingen kan se

Posted on

“Henter du ikke to fadøl, skat?” spurgte jeg med største selvfølgelighed Thomas, da vi var til koncert for nogle uger siden.

Det var først, da jeg fik øje på ham på vej tilbage til mig gennem folkemængden, med to fadøl balancerende i hænderne og med sit blik stift rettet mod den fadøl, han holdt i venstre hånd, at det gik op for mig, hvor svær en opgave, jeg egentlig havde sat ham på.

Det er nu tre måneder siden, at Thomas blev indlagt med føleforstyrrelser i venstre hånd og fik diagnosen “fire blodpropper i hjernen”. Han har stadig markant nedsat kraft og førlighed i sin venstre hånd, og selvom han er ihærdig med genoptræningen, er det stadig en udfordring for ham at holde en mobiltelefon, en gaffel og ja, en fadøl med venstre hånd.

I hverdagen kan jeg somme tider glemme, at Thomas faktisk har en hjerneskade. Man skal kigge godt efter, hvis man skal opdage, at den ene hånd er i udu, for han har efterhånden fundet ud af knappe knapper, tage strømper på og skære maden ud, inden han flytter gaflen over i højre hånd. Man skal også kende Thomas godt for at høre, at han af og til mister ord eller bytter om på ord og navne i en samtale. Han mister også nemmere overblikket i en stor forsamling af gæster, der taler i munden på hinanden, men hey, det behøver man ikke at have en hjerneskade for at opleve.

En af de forandringer, vi tydeligt har mærket herhjemme, er, at Thomas har haft kørselsforbud i tre måneder. Vi har børn, der skal afleveres og hentes tre forskellige steder, og derfor var meddelelsen om kørselsforbuddet ikke ligefrem opløftende. Helt egoistisk, så havde jeg i timerne efter udskrivelsen meget travlt med at tænke på, hvordan jeg skulle få logistikken til at gå op med aflevering i skole, børnehave og dagpleje, arbejde og opgaver rundt omkring på hele Fyn og afhentning af afkom.

Mens jeg havde travlt med at overveje familie-logistikken, havde Thomas travlt med at tjekke, om han kunne holde balancen på sin cykel, og om han kunne spænde cykeltraileren af og på. Det kunne han, og cykelcomputeren bekræfter, at han i løbet af de seneste tre måneder har cyklet 843 kilometer. Mit umiddelbare skøn er, at mindst halvdelen af distancen er tilbagelagt med cykeltrailer indeholdende et eller to børn.

Det tager jeg hatten af for. Thomas har formået at arbejde med det, han nu en gang har at arbejde med, og det fortjener nok egentlig større anerkendelse og respekt, end jeg lige umiddelbart giver ham.  

I dag ved middagstid var Thomas hos lægen og stå på ét ben og gennemføre en synstest, og nu er kørselsforbuddet ophævet. Bagefter tog han ud for at hente unger… på cykel.  

13918710_10209412374522279_1266567115_o 14012424_10209412377162345_419468082_o 14045364_10209412373362250_1502083096_o

One thought on “Det, som ingen kan se

  1. Hvor er det dejligt at du deler denne solskinshistorie😊 tillykke med jer og hils ham top-Thomas 🙌 🎂😅

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *