Telt, tårer og triumf

Posted on

Sidste år havde vi en rigtig lorte-sommerferie. Vi havde ikke rigtig nogle planer, bortset fra at ungerne var inviteret på camping med mine svigerforældre. Jeg havde afsluttet mine kundeopgaver i virksomheden, men jeg formåede alligevel ikke at lukke og slukke. Jeg havde en følelse af, at hvis jeg alligevel bare sad herhjemme og kukkede, så kunne jeg da også godt lige tjekke mail, researche lidt på en potentiel kunde, sætte batteri i den nye mikrofon, og hey, gad vide om konkurrenten har fået opdateret sin hjemmeside?

Til sidst insisterede et par af vores gode venner på at slæbe os med til Skarø, hvor vi lavede mad over bål, sov i shelters i pisregnvejr og langt om længe fandt frem til en ferie- og familiefølelse.

Vores mildest talt shitty Sommer ‘15 lærte mig, at jeg er nødt til at forlade matriklen, hvis jeg skal have mit hoved til at slukke for arbejdet. Derudover fandt vi ud af, at der sker noget godt (hvis jeg nu var mere floromvunden i mit sprogbrug ville jeg nok bruge ordet “magisk” her. Men jeg er altså fra Esbjerg), når vi som familie kommer ud i naturen.

Derfor var planen i år, at vi ville smide teltet i tagboksen og drage ud i det blå, så snart jeg havde sendt de sidste produktioner ud af døren. Så det gjorde vi. Jeg afleverede to film mandag aften, tirsdag pakkede vi, og onsdag morgen kørte vi.

Efter tre timers kørsel havde vi holdt to tissepauser, på bagsædet havde ungerne kradset og slået hinanden på kryds og tværs, Thomas havde drukket al kaffen, og jeg tudbrølede. På det tidspunkt holdt vi (igen) ind på en rasteplads, denne gang for at jeg kunne få tudet af, så jeg kunne se ud af øjnene og ruden, når jeg satte mig bag rattet igen. Jeg indrømmer blankt, at Thomas og jeg på denne rasteplads var meget – MEGET – tæt på at træffe en beslutning om at køre hjem igen. Men heldigvis ræsonnerede vi, at hvis vi skulle bruge tre timer på at komme hjem, kunne vi ligeså godt bruge yderligere tre timer på at komme længere væk. Og det gjorde vi så. 

Fem timer og otte pauser senere ankom vi så til en campingplads, der lå tre timers kørsel fra nu-tuder-Kri-rastepladsen. Og så skulle teltet slås op. Det, der hjemme i haven havde taget 15 minutter at slå op, tog nu fem gange så lang tid. For helv…. da.

Dagen efter begyndte ungerne så småt at finde sig til rette med friluftslivet og hinandens selskab, og vi voksne begyndte også at slappe af. Den harmoniske følelse varede lige indtil midt på dagen, da et skybrud oversvømmede præcis og udelukkende den del af teltet, hvor min taske stod. FOR FANDEN I HELVEDE DA OGSÅ!!!!

Jeg tilskriver det mental uligevægt og udmattelse, at jeg ikke bare flåede teltet ned i tagboksen og kørte hjem igen. Og heldigvis for det, for dagen efter skinnede solen fra en skyfri himmel, mine drivvåde underbukser tørrede lynhurtigt på den mellem bilen og teltet ophængte snor, og SÅ indtrådte ferieidyllen. Ferieidyl i min terminologi er det, der opstår, når man ikke rigtig kan huske, om det er torsdag eller søndag. Morgner uden vækkeur. Unger, der leger sammen. Voksne, der ikke skal nå noget.

Ferien har så småt sluppet sit tag i os, og teltet er for længst pakket sammen, vi er vendt hjem til vante omgivelser, tøjet er vasket, og de første madpakker er smurt og fortæret. Men der er stadig en behagelig rest af ferieidyllen, der hænger fast i os alle fem.

Jeg ved godt, at træerne ikke vokser ind i himlen, og jeg ved godt, at det formentlig bliver det samme show næste år med kradseri på bagsædet og tuderi, før vi alle fem er i stand til at geare helt ned og bare være sammen som familie.

Jeg ved ikke, om vi nogensinde bliver i stand til at klare skiftet fra hverdag med skole/børnehave/dagpleje/virksomhed/job til ferie unplugged uden tårer. Men jeg ved nu til gengæld, at hvis vi kommer væk hjemmefra og ud i naturen, så behøver det trods alt “kun” at tage et par dage at nå fra tuderi til triumf. Det er ikke perfekt. Men det er okay.

13918570_10209317887880172_2123098829_o13918601_10209317904000575_2081093425_o

13898454_10209317901600515_121363981_o

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *